Bookmark and Share     Sitemap
Jordand - glansbilleder sælges

Søfolkene

Jeg er meget interesseret i alle de søfolk der sejlede under krigen og jeg er ved at lave en database med alle de oplysninger jeg kan finde om hver enkelt person eller skib. Indtil videre går det rigtig godt med at registrere det jeg har af oplysninger, men jeg ville frygtelig gerne vide mere om skibene eller de enkelte søfolk - lidt eller meget alt har interesse, så hvis du læser dette og ved noget om en eller flere skibe/personer eller har fotos af skib/person så må du meget gerne kontakte mig via kontaktsiden her på hjemmesiden


Når jeg får samlet nogle historier vil de komme her på siden i første omgang er det nok de skibe, hvor der har været dødsfald pågrund af krigshandlinger
 
 

Det første danske skib der blev sænket var Vendia, men hurtigt fulgte mange andre.


S/S Vendia af København, 1150 Reg. T. Br. Bygget 1924. På Rejse fra Fåborg til England i Ballast.


De forenede Kulimportørers damper Vendia, blev uden varsel beskudt og torpederet af en tysk ubåd, i Nordsøen allerede den 30.september 1939. Skibet gik tabt og 11 danske søfolk omkom, kun seks mand overlevede. Alle seks overlevende mødte op til søforhøret den 2. oktober og de fortalte: Fra skibet observerede man kl. 11.15 en ubåd der hastigt nærmede sig, skibet stoppede straks og der blev afgivet lydsignal med dampfløjten for at tilkendegive at skibet var stoppet, men alligevel affyredes en torpedo fra ubåden, som kun lå 150 meter væk. Torpedoen ramte skibet agter og den voldsomme eksplosion rev hele agterskibet af, som straks sank og tog de besætningsmedlemmer med sig, der opholdt sig her. De tilbageværende på forskibet sprang overbord og blev taget ombord i ubåden, som derefter beskød forskibet til det også sank.

 

De 6 overlevende blev senere sat ombord i det danske skib s/s Svava, der lå i nærheden. Svava fik ubåd chefens tilladelse til at fortsætte rejsen mod København, med de 6 overlevende ombord, men inden besætningen måtte forlade ubåden, blev Vendias kaptajn Johan Peter Lund, bedt om at sætte sin underskrift på en blok, hvorpå Vendias navn og tonnage stod. Senere havde ubådskaptajnen udfyldt sedlen med oplysninger om at Vendia var drejet mod ubåden, havde nægtet at stoppe og havde forsøgt at sejle ubåden ned. Et lignende stykke papir måtte en svensk kaptajn fra det svenske skib Gun, udfylde senere samme dag, da han stod i samme situation.

 

Af søforhøret og alle andre oplysninger der kunne fremskaffes, fremgår det tydeligt at intet kan bebrejdes Kaptajn Lund og hans besætning

 
 
 
S/S Ove Toft af København, Tilhørenede damskibsselskabet Jutlandia. 2135 Reg. T. Br. Bygget 1921 af Staal. På Rejse fra Immingham til Gøteborg med Kul.

Forlist efter Eksplosion d. 3/12 39 i Nordsøen; 6 Omkomne.


Kl. ca. 1230, da Ove Toft befandt sig ca. 30 Sømil Øst for Longstone, indtraf en voldsom Eksplosion midtskibs,

hvorved Bagbords Redningsbåd blev splintret. Styrbords Redningsbåd, der var stærkt beskadiget, blev

sat paa Vandet, men inden Fangelinen blev kastet los, sank Ove Toft og Båden blev trukket med ned, hvorved

Fangelinen brækkede og Båden kom op med Bunden i Vejret. 15 Mand af Besætningen reddede sig dels på Redningsflåden dels paa forskelligt Vraggods og blev kort efter optaget af to svenske Dampskibe.

Efter krigen er det kommet frem at Ove Toft blev sænket af U 31 med kaptajn Johannes Habekost.

De omkomne er:
1. Maskinmester Rasmus Albertsen Nielsen af Hellerup,
2. Maskinmester Ole Agger Christensen af Frederikshavn, Maskinassistent Carl Chr. Hansen af Faaborg,
Hovmester Niels Aage Sylvest Sørensen af København,
Kok Poul L. E. Trauschke af Klampenborg
Fyrbøder Henry Emil Lindbjerg.

 
S/S Scotia af København, 2400 Reg. T. Br. Bygget 1923 af Stål. På rejse fra København til Burntisland i Ballast.

Forlist efter Eksplosion d. 7/12 39 i Nordsøen; 19 Omkomne.

Kl. ca. 005, da Scotia, der var i Følge med S/S »Hafnia« af København, befandt sig paa 57°18 ' N. Brd., 2°14 ' Ø. Lgd., indtraf en voldsom Eksplosion, og Skibet begyndte straks at synke.
Besætningen gik straks i Bådene, Føreren og 2. Styrmand kom i Styrbords Redningsbåd og den øvrige Besætning i Bagbords Redningsbåd, og efter 3—5 Minutters Forløb sank Scotia.

D. 8/12 Kl. 14 blev Føreren og 2. Styrmand optaget af en svensk Damper, der landsatte dem i Kopervik. Da der intet er set eller hørt

fra den øvrige Del af Scotias Besætning, maa Bagbords Redningsbåd antages at være forlist med alle ombordværende.

Af en af Hafnias Besætning afgivet Forklaring fremgaar, at Kl. ca. 23 GMT., da Hafnia. befandt dg paa ca. 7°31 ' N. Brd., 2°17 ' Ø. Lgd. og havde Scotia i en Afstand af ca. 1,3 Sømil, hørtes en Eksplosion, og Scotias Lanterner forsvandt med Undtagelse af Lysene agter. Roret blev lagt hårdt Styrbord og Kursen ændredes mod Scotia, samtidig med, at Bådene blev gjort klar til Udsætning. Fra Scotia hørtes en svag, stærkt aftagende Fløjtetone, som besvaredes med 1 kort Tone med Dampfløjten. Ca. 10 Minutter efter Eksplosionen var hørt sås noget, som blev antaget for Scotias Agterende; men som

straks efter forsvandt; samtidig hørtes Nødråb tværs om Bagbord. antagelig 2—3 Skibslængder borte. Kursen ændredes således at Hafnia holdtes gående med Vind og Sø lidt ind om Bagbord, og Skibet antoges at måtte drive hen over Ulykkesstedet. Der sås en Del Vragrester og døde Fisk. Styrbords Redningsbåd blev bemandet,

og Affiringen påbegyndtes, men i det samme sås et Par Blink, som senere gik over til at vise fast, kraftigt Projektørlys, der hurtigt nærmede sig, og som viste sig at hidrøre fra en

Undervandsbåd, der løb op langs Hafnias Styrbords Side i en Afstand af ca. 1 1/2 Skibslængde. Da U-Båden var ca. 2 Stregerforan for tværs, slukkedes Lyset.

Da det med U-Båden i Nærheden blev anset for farligt at

sætte Båd på Vandet, blev Afliringen af Redningsbaaden stoppet. Hafnia holdtes gående på Ulykkesstedet, idet der holdtes skarp Udkig. Ca. 15 Minutter senere sås U-Båden påny uden Lys kommende langsomt op paa Styrbords Låring og passerede Hafnia på Styrbords Side i en Afstand af ca. 1 1/2 Skibslængde. Da

U-Båden var forsvundet, blev Hafnia manøvreret rundt, for at gå tilbage i Læ af Ulykkesstedet; men da s kibet var vendt, sås en kraftig, afvisende Blinken med Projektør. Maskinen beordredes

straks Fuld Kraft Bak, hvilket blev tilkendegivet med 3 korte Toner med Dampfløjten. Kort efter beordredes Maskinen Fuld Kraft Frem og Roret blev lagt hårdt Styrbord, hvilket blev tilkendegivet med 1

kort Tone med Dampfløjten, og Skibet holdtes derefter op mod Vinden med mindst mulig Styrefart. Bagbords

Redningsbåd blev affiret til Lønningshøjde. Under Affiringen sås paany kraftige, antagelig afvisende blink med Projektøren fra U-Båden, der lå agterude. Efter at Hafnia i ca. 1 1/2 Time havde krydset ved Ulykkesstedet, besluttedes det at holde Skibet gående i Nærheden af dette indtil Daggry. Kl. ca. 8 påbegyndtes

påny Eftersøgning, og der observeredes en Del Vraggods. Fra Kl. ca. 11 sejledes langsomt

for Vejret for Eftersøgning af Både eller Flåder, som drev for Vinden. Kl. ca. 1245 blev det efter et afholdt Skibsråd besluttet at indstille Eftersøgningen og fortsætte Rejsen.


De omkomne er:
1. Styrmand Achen,
1. Maskinmester Thorvald Andersen,
2. Maskinmester Hans Lars Holger Hansen,
Maskinassistent Børge Hansen
Hovmester Rysgaard alle af København,

Kok Truels Georg Flaathen Nielsen af Aarhus,
Messedreng Aksel Henry M. Knudsen af København,

Matros Otto Christiansen af Herning,
Matros Viggo Hansen af København,
Matros Hagbard Emanuel Poulsen af Dronningslund,
Matros Knud Edmund Olsen af Svendborg,
Letmatros Harald Viktor Rasmussen af Voersaa,
Letmatros Orla Ivar Olesen af Fristed Gørløse,
Ungmand Villy Niels Kristian Christensen af Aarhus,
Fyrbøderne H. A. Sørensen og Harry P. C. Frederiksen begge af København,
Fyrbøder Jens Møller Nielsen af Randers,
Fyrbøder Valdemar Johannes Jensen af Vestbirk
samt Fyrbøder Franz Kuzniar af Gotenhafen.

 
S/S Bogø af København, 1214 Reg. T. Br. Bygget 1920 af Stål. På Rejse fra Göteborg til Methil i Ballast.

Forlist efter Eksplosion d. 17/12 39 i Nordsøen; 14 omkomne.

Søforhør i København d. 28/12 39. Forlisanmeldelse dat. København d. 4/1 40.

Kl. ca. 5.15, da Bogø befandt sig ca. 75 Sømil Ø. af May Island, indtraf en voldsom Eksplosion i Forskibet.

Skibet rejste sig med Agterenden næsten lodret i Vejret og sank derpaa i Løbet af ca. 1 Minut. 3 Mand af Besætningen bjergede sig op paa Redningsflaaden, der flød paa Vandet, og blev d. 18/12 Kl. ca. 3.30 optaget af en britisk Trawler. Denne britiske trawler blev den 19. december beskudt og sank, men endnu engang lykkedes det de 3 fra Bogø at redde livet og de blev senere samlet op af en svensk damper.


De omkomne er:
Skibsfører Peter Christian Wilhelm Franzen af Hellerup,
1. Styrmand Jens Vilhelm Holger Jensen af København,
2. Styrmand Peter Frederik Johansen af Kastrup,
1. Maskinmester Søren Alexander Christensen af København
2. Maskinmester Axel Peter Larsen af København
Hovmester Preben Bajer af København
Kok Harry Aarre af København,
Matros Hans Bernhard Have af Odense,
Matros Christian Carl Marinus Christensen af Frederikshavn
Letmatros Martin Fredegod Marinus Andersen af Frederikshavn, Letmatros Johannes Thomsen af København,
Ungmand Carl Højmark Christian Christensen af Frederikshavn,

Fyrbøder Bruno Castor Villy Albert Nielsen af Esbjerg
Messedreng Aage Hjort Andersen af Hjørring.

Et par af de overlevende P.F. Scheel og Max Bøje Larsen fortæller i en gammel bog jeg har:

Scheel: Vi var midt i december gået fra Gøteborg til Methil i Skotland, hvor vi skulle hente en last kul til Odense. På strækket over Nordsøen var vi alle klar over, at vi måtte belave os på krigsforlis og vi sov derfor med tøjet på og havde vore nødvendige ting pakket sammen for det tilfældes skyld, at der skulle ske noget. Men det var hidtil gået godt og da vi hen mod aften søndag den 17. fik landkending af Skotland, regnede vi derfor med at kunne være inde i løbet af få timer.

Vi mente faktisk, at vi havde klaret den, frivagten gik rigtig til køjs og så - en halv time efter, netop som det var blevet mørkt, skete det!

Vi blev ramt af en torpedo eller løb på en mine, som eksploderede med et vældigt brag lige agten for 2-lugen. Larsen her og jeg havde frivagt, men det kan nok være vi kom ud afkøjerne og røg ud på dækket. Vi havde en redningsbåd med motor, den ville jeg hen til og måtte derfor løbe tværs over 1-lugen for hurtigt at nå derhen, men ved eksplosionen var alle lugedækslerne slået bort og da jeg ikke lagde mærke til det på grund af mørket, sprang jeg lige ned i lasten, der var 6-7 meter dyb.

"Ja det så rædsomt ud" Udbrød Larsen, ham ser jeg aldrig mere, tænkte jeg; men så fik jeg jo nok at gøre med at redde mig selv, for jeg var klar over at nu var det livet det gjaldt.

"Der var slået et mægtigt hul i skibssiden" fortsatte Scheel og samtidig med at jeg rasler ned, fosser søen som et helt vandfald gennem hullet, vælter op gennem lugen og tager mig med og slynger mig udenbords. Alt sammen i løbet af bare et par minutter - Det var vel nok et mirakel, ikke? I samme nu forsvandt Bogø i bølgerne!

Larsen her nåede lige at komme op på vor redningsflåde, da han ser en kammerat ligge og plaske ved siden af. Det var Letmatros Poul Petersen, som havde haft rortørn. Han fik ham hjulpet op på flåden og de to holdt nu udkig efter om der var andre, de kunne hjælpe og så fik de øje på mig, der svømmede hen imod dem og dårligt kunne klare den længere, fordi jeg var meget medtaget og havde fået et stort sår i hovedet efter turen i lastrummet. Men de fik mig altså bjærget og det skønt det var bælgmørkt, og der stod en svær sø med vindstyrke 8. Vi kunne også høre flere ligge og råbe, men der var jo ikke andet at gøre end at råbe igen for at varsko, hvor flåden var. Efterhånden kvaltes råbene ude fra søen og vi forstod snart, at vi tre nok var de eneste, der var reddet af vor 17 mand store besætning.

Vi to fyrbødere havde ikke meget tøj på og frøs slemt, så Petersen, der var fuldt påklædt, lånte os så meget af sit tøj, han kunne undvære. Det var en hård nat, kan de tro - hundekoldt og søerne vaskede stadig hen over flåden. Vi døjede noget den nat, men heldigvis løjede det mere og mere af og i løbet af den kommende dag så vi flere skibe. Desværre fik ingen af dem øje på os. På flåden var der fastsurret en kasse, som indeholdt raketter, tændstikker, et primusapparat og sprit. Vi tændte primussen for at få lidt varme, da Larsens fødder var blevet helt følelsesløse af kulde.

Dagen sled sig hen og mod mørkningen så vi et par skibe til og sendte raketter op, men ingen af dem så det og vi brugte forgæves alle raketterne. I nattens løb tændte vi af og til primussen for at varme os lidt, men en pokkers lang og trøsteløs nat blev det alligevel. Og så - - hen på morgenstunden, da vi havde været på flåden i godt 36 timer, så vi et skib holde lige ned mod os! Vi vinkede og prajede alt det vi orkede og vi blev set! Jeg kan ikke fortælle hvor glade vi blev, men det kan de nok selv tænke dem til.

Det var en engelsk trawler "River Earn", som tog os op og behandlede os vældigt fint. Vi fik tørt tøj på, god mad, øl og tobak og snart efter lå lunt og gassede os i en varm køje, mens vi frydede os over at være blevet frelst. Nå da vi så var kommet til kræfter igen, gav vi selvfølgelig en næve med, hvor det behøvedes. Jeg har nemlig også sejlet som matros, og tog derfor rortørn og som jeg nu dagen efter står der og drejer på rattet, får jeg pludselig øje på en flyver. Naturligvis troede jeg, at det var en engelskmand, og da jeg havde varskoet for den, og de øvrige også havde set den, mente de det samme - men det var bare løgn, det viste sig snart at det var en tysker - - -

Den begyndte nemlig straks at bombe os og skyde med maskingeværer. Petersen var nede i maskinen, men jeg fik omgående ham og de andre prajet op og så gik vi alle igang med at ta´ surringerne af jollen og smide den i vandet. De kan bande på, det gik kvikt med at komme i den og væk fra skibet, men desværre var den læk som et sold, så et par stykker af os fik straks job med at øse læns. Der var ikke gået mange minutter, efter at vi havde forladt trawleren, før flyveren sendte den en fuldtræffer, så den omgående gik til bunds! Efter dette beskidte stykke arbejde forsvandt han den - - - .

Men vi var vel rejst, hva´? En stærkt overbelastet jolle, som stadig måtte øses - - - tænk dem vi måtte sågu kalfatre den med både tøj, brød og tobak, men trawler skipperen var ligegodt en gæv gut, som ikke bare forstod at holde os til vinden med at ro og øse, men også holdt modet oppe hos os.

Vi lå og rakkede i jollen i lige 36 timer så var der en svensk damper som hed "Triton" og var på rejse fra en norsk havn til Malmø, der så os og tog os ombord.

"Fra nosk havn, til Malmø"?

Ja, den er rigig nok, forstår de, for vi var jo både med flåden og trawler jollen drevet med vind og strøm nordøst i, så vi lå godt oppe ad Norge til. Den svenske kaptajn tilbød at tage os ind til Norge i stedet for til Malmø og det ville englænderne selvfølgelig helst. Derfor blev vi alle sat ind til en lille by der hedder Kobberviken og der sagde vi farvel til trawler folkene og rejste hjem til Danmark, efter at vort rederi havde sørget for os med penge og ekvipering og de kan tro, at der blev glæde i hjemmene, da de så os - ikke sandt, Larsen?

Larsen nikkede bifaldende og så var der jo ikke mere at sige til den historie.


Efter krigen blev det klart at Bogø´s forlis skyldes en torpedo affyret fra U 59 med Kaptajnløjtnant Harald Jürst som chef. Harald Jürst nåede at sænke 15 skibe og total skade 1 skib inden han selv blev sænket den 28. november 1940

 
M/S Chile af København, 6956 Reg. T. Br. Bygget 1915 af Stål. ØK

På rejse fra Capetown til Freetown blev Chile den 7.december 1942 kl. 21.30 angrebet af en ubåd, som affyrede to torpedoer mod skibet uden at ramme, men fra Chile kunne man se skumstriberne fra torpedoerne da de passerede stævnen med få meters afstand og fra skibet gik man starks igang med afværgende zig zag manøvrer, men efter ca. 20 minutter ramtes det dog af to torpedoer, som eksploderede i maskinrummet. Eksplosionen var så soldsom, at at det fra broen så ud som om hele maskinhuset faldt sammen som et korthus.

En redningsbåd blev beskadiget, men de to andre både kom i vandet bemandet med de 37 overlevende af skibets 44 mand store besætning. 2 mand blev senere bjærget fra vandet. Fire danske og en polsk mand omkom, formodentlig dræbt af selve eksplosionen. Nogle minutter efter torpederingen rejste forskibet sig i vejret og sank kl. 22.03

De overlevende blev opdaget af et britisk patrulje og landsat i Freetown.

I ovennævnte stykke som jeg har fundet i en bog står der fra skibet gik man starks igang med afværgende zig zag manøvrer, til det har jeg fået følgende kommentar:
 

Min eneste kommentar er det med zig-zag manøvre. Det er mig bekendt ikke noget skib i den klasse kan. I dette tilfælde var der bare tale om at den ene af de to motorer man har i sådan et skib beordredes til at sejle modsat den anden motor. Det der så sker er at skibet drejer sig hurtigere end man normalt kan bare med rorert. Ideen var meget enkelt den at hvis man vendte skibet halvvejs så ville man udgøre et meget mindre mål for det næste hold torpedoer. Især da hvis man havde stævnen op imod ubåden, så kunne man måske endog gøre et forsøg på at vædre den. Mern man havde en rimelig chance for at slippe væk, da ubåden ville skulle have tid til at lade på ny efter affyring af fire torpedoer. Men altså ikke noget med zig-zag – bare en manøvre der bevirkede at man kunne vende halvvejs hurtigt hvorved ugåden havde kun bagenden eller stævnen at sigte på i stedet for hele skibets bredside.. Det er præsist som i en køretøj med larveføder, hvis du vil vende hurtigt sætter du den ene side til at køre stik modsat den anden side

 


Nedennævnte stykke er skrevet af Robert Ørsted Jensen
(artiklen har tidligere været bragt i Langelands Avis 1995 i 50-året for Danmarks befrielse)

På Rudkøbing kirkegård kan man i dag se en lille mindesten på familiegravstedet for pæreskipper Rasmus H. Jensen omhandlende hans ældste søn, Aage Christian Jensen (1893-1942). Aage var bare én blandt mange danske søfolk som satte livet til i kampen mod den nazistiske krigsmaskine. I efterkrigstidens historieskrivning er disse søfolks indsats imidlertid ofte blevet sat i skyggen af den nære og hjemlige frihedskamp. Aage Christian Jensens, maskinchef (dengang kaldet 1´ste mester) på ØKs dieseldrevne motorskib Chile, meldte sig til tjeneste på engelsk side allerede i slutningen af april 1940. Hans indsats sluttede imidlertid brat 2 år efter. To torpedoer gik ret ind i hans maskinrum hvor de detonerede med stor kraft. Aage blev 49 år. Han efterlod sig sin mor, hustru og en 14 årig søn. Hans indsats, ikke mindst i de sidste minutter af hans liv, bevirkede at hans efterladte modtog en række hædersbevisninger. Foruden den danske frihedskamps årlige hædersgave, tilsendte den britiske regering en medaljerække; "the 1939-1945 Star", "the Atlantic Star", "the Burma Star" samt den britiske Krones "1939-1945" udmærkelse. Bag disse gemmer sig følgende historie.

Om morgenen den 9. april, hvor de nazistiske styrker besatte Danmark, befandt Aage's skib sig i Malagabugten på vej fra Singapore til havnebyen Kauhsiung på Taiwan. Det var derfor først om torsdagen den 11. april, hvor de afgik efter losningen af 2 tusind tons gods, at skibets besætning fik den overraskende meddelelse om hjemlandets skæbne. De var da undervejs til Bangkok med 2 tusind tons jernbaneskinner.

Samtalerne ombord var præget af både forvirring, ængstelse og harme. Men det var først efter modtagelsen af et telegram fra myndighederne i Saigon, at det for alvor gik op for officerer og besætning på Chile, at begivenhederne hjemme ville påtvinge dem en række skæbnesvangre beslutninger. Telegrammet beordrede således skibets daværende kaptajn Chr. Nielsen til omgående at ændre kurs og sejle til det da tysk kontrollerede Saigon. Og noget senere skærpedes denne ordre, idet man fik besked på at opgive sin position, således at en tysk destroyer kunne danne eskorte.

Aages reaktion på disse begivenheder var en blanding af bekymring for familien derhjemme og en stærkt tiltagende afsky og harme over hvad der var overgået hjemlandet. Sympatien for det nazistiske tusindårsrige havde altid befundet sig på et meget meget lille sted hos pæreskipperens søn Aage, som havde sine rødder i en radikal og frihedselskende Langelandsk skipper og husmandsfamilie fra Rudkøbing og Sydlangelands Ristinge, eller ”på Restinge”, som det hedder i den egn. Fra stadig tiltagende skepsis, havde han med tiden oparbejdet en dyb modvilje og vrede. Ikke mindst under indtryk af Hitlers hysteriske og hadefulde taler og den stadig tiltagende krigstrussel. Også de øvrige officerer og besætningsmedlemmer var præget af ængstelse og harme. Harmen blev ikke mindst styrket af, at man fra skibets dæk igennem de foregående år, magtesløst havde måttet se hvordan besætninger og venner fra andre skibe én efter én satte livet til, medens de nazistiske ubåde bar Hitlers ekspansions drømme ud på verdenshavene.

Det var således ikke svært at mobilisere den enighed og moralske opbakning fra mandskabet, som medførte at kaptajnen slukkede for radiostationen og i stedet satte kursen mod Singapore for at lade skibet gå i engelsk tjeneste. Onsdag den 22. maj 1940 tog kriseretten i Singapore skibet under behandling og det britiske flag hejstes. Herefter besluttede hele mandskabet, uden undtagelse, at underskrive de britiske betingelser. Chile kunne derefter, med samme besætning men under nyt rederi, "United Baltic Corporation", indsættes i den stadig skærpede kamp for at holde det britiske moderland materielt forsynet under krigen mod det nazistiske Tyskland.

På sin første rejse under engelsk flag passerede Chile den 21. juli 1940 Cape Town i Sydafrika, med kurs mod Freetown i den vestafrikanske stat Sierra Leone. Herfra sejlede man i konvoj nord om Skotland til Tilbury dokkerne ved London. Den første losning i Tilbury var et sandt mareridt for mandskabet selvom den gennemførtes på kun 24 dage. Dag og nat heglede de tyske bomber ned over dokkerne, som i denne fase af krigen udsattes for præcisions bombninger med henblik på at stoppe de engelske forsyningslinjer.

I de efterfølgende år fortsatte Chile sine rejser på en tilsvarende sejlrute, fra Fjernøsten uden ledsagelse, og derefter i konvoj fra Freetown til England. Captain Nielsen var nu gået i land og første styrmand Niels Erik Bom overtog kommandoen. Men fjenden lærte sig i stigende grad at angribe de britiske skibe allerede inden de gik i konvoj og det var netop et sådant angreb som til sidst beseglede Chiles skæbne.

Om aftenen søndag d. 7 juni 1942 havde den italienske ubåd "Da Vinci" længe ligget på lur efter bytte på ruten mellem Cape Town og Freetown. Ubåden, der var opkaldt efter den berømte kunstner og videnskabsmand Leonardo da Vinci, var da under kommando af den 30-årige kaptajn Luigi Cellani Longanesi som var meget ivrig efter at kunne vise rapporter om sine sænkninger. Samtidig nærmede Chile sig i jævn hastighed den position som skulle blive hendes sidste, positionen 4,17' Nord og 13,48' Vest i den vestlige udkant af det såkaldte Guinea bassin lige syd for Elfen­benskysten. Chile var som sædvanligt undervejs til konvojen som ville afgå fra Freetown.

Chiles maskinchef, Aage Christian Jensen befandt sig i sin kahyt over dækket, da man kl. 21.30, uden forudgående varsel, observerede kølvandsstriberne fra 2 torpedoer. Begge torpedoer krydsede skibets bov fra bagbord til styrbord uden at ramme. Men alle ombord var fra da af klar over at ubåden måtte havde fejlberegnet Chiles hastighed, hvorfor det kun ville være et spørgsmål om minutter inden det næste angreb ville komme, denne gang med større præcision.

Kaptajn Niels Erik Bom, beordrede derfor øjeblikkelig Chile i fuld hastighed, og samtidig drejet over i en skarp vinkel således at det ville ligge parallelt med torpedoernes kølvandsstriber og dermed udgøre det mindst mulige mål for det næste torpedoangreb. Kanonen blev bemandet, der blev sørget for ekstra udkig, og alarm blev givet til det resterende mandskab om at samle sig ved redningsbådene. Samtidig hermed, nærmere bestemt kl. 21.35, afsender skibets telegrafist Kaj Juul Christensen advarsels signal; "SSSS 4,17 nord 13,48 vest - Chile - set Kølvand af 2 Torpedoer kl. 21,30/7". Den angivne position er cirka 800 km stik syd for Freetown i den nuværende afrikanske stat Sierre Leone og 550 km syd sydvest for Monrovia i staten Liberia.

Aage besluttede øjeblikkelig og uden tanke for egen sikkerhed, at undsætte 2´mesteren Einer Rasmussen. På daværende tidspunkt var 2´mesteren alene i maskinrummet med den polske smører Kaminski og Aages position som maskinchef (det hed ”første mester” dengang), har sikkert medført at han så det som hans pligt at gå ned og hjælpe sine mænd i denne vanskelige situation. Aage har utvivlsomt ment at de med fælles indsats ville have en større chance for nå at vende skibet i tide. Chile var udstyret med to motorer, ved at igangsætte begge og lade dem køre modsat hinanden ville man kunne forøge skibets vendehastighed betydeligt og dermed vinde tid til at rede mandskab og måske endog skib.

Men, operationen lykkedes ikke! Klokken 21,50, tyve minutter efter at de første torpedoer var observeret, ramtes maskinrummet i bagbordsside af det næste hold torpedoer i et øredøvende drøn.

Eksplosionen var så voldsom at det fra dem som stod på broen efterfølgende blev beskrevet som om "hele maskinhuset faldt sammen som et korthus". Begge maskiner stoppede med det samme, alle Lanternerne gik ud, maskinrummet fyldtes med vand og agterenden begyndte øjeblikkelig at synke.

Der blev straks givet ordre til at forlade skibet. Den bagbords redningsbåd der indeholdt skibets redningsbåds radioudstyr og skibets papirer blev beskadiget og forliste ved eksplosionen. Men den styrbords redningsbåd samt motorredningsbåden blev firet i vandet og kom klar med 37 af skibets 44 mands besætning. Yderligere 2 mand blev fra redningsbådene fisket op af vandet. Klokken 22.03, cirka 13 minutter efter at Chile var truffet i maskinhuset, rejste hun sig med forstævnen lodret i vejret og sank.

Aage Christian Jensen, samt 2´ mesteren og maskinsmøreren formodedes alle dræbt i eksplosionsøjeblikket. Overkokken og 3´die' mester mentes ligeledes dræbt ved eksplosionen, man havde set dem forlade bådpladsen, rimeligvis for at hente personlige ejendele fra deres kahytter.

Men alt i alt slap Chiles besætning fra forliset med kun få omkomne, hvilket givetvis skyldes at alle, officer såvel som mandskab, havde optrådt med "ulastelig ro og disciplin, før såvel som efter de forlod skibet", som kaptajnen efterfølgende formulerede det.

Redningsbådene forblev, hele natten og frem til tre timer efter daggry, samlet på det sted hvor skibet var gået ned, i et forfængeligt håb om at finde flere overlevende. Vejret angives som roligt selvom det "var skyet og meget mørkt".

Om mandagen, den 8. Juni kl. 8,38, efter knapt 10 timer på havet, blev de overlevende samlet op af det engelske patruljeskib, H.M.S. Spaniard, som fortsatte eftersøgningen af arealet i omtrent 6 timer, uden af nogen af de savnede blev fundet. "En mængde flydende vraggods blev observeret tillige med tre store og tre små redningsflåder, som alle var tomme."

Først 2 måneder senere, den 25. august 1942, kunne det danske udenrigsministerium give ØK meddelelse om, at Chile var totalforlist. Ministeriets meddelelse blev givet på basis af et telefontelegram fra gesandtskabet i Stockholm, der igen var baseret på en Washington meddelelse om, at ØK i USA var blevet underrettet af de britiske myndigheder. De danske aviser kunne kun give yderst sparsomme oplysninger om disse danske søfolks skæbne, da den danske presse jo som bekendt var undergivet tysk censur.

Vi, Aage Christian Jensens efterladte, havde som så mange andre i de år, lidt et umådeligt tab som familien aldrig kom over. En søn, ægtemand, far og farfar, et bredtfavnende, begavet, reflekterende og på mange måder spændende, varmt og et enestående hæderligt menneske, var ikke længere! Vort liv var blevet afgørende fattigere. Der var fra og med den 7. juli 1942 et stort hul i vores familie som aldrig igen lod sig udfylde.

Men vi bærer stadig mindet og stoltheden over at være familie, efterkommere og bære navnet og mindet om et menneske som ydede sit bedste på et tidspunkt vor en indsats var påkrævet og som befandt sig i en situation hvor en sådan kunne ydes med stor virkning. Men ikke mindst også et menneske som i et afgørende øjeblikke evnede at vælge og handle, og som endte med at betale den ultimative pris for sin indsats i en afgørende kamp mod despoti, menneskelig uværdighed og fornedrelse. Aage var bare en af næsten 100 ØK-søfolk som ofrede deres liv i kampen for vores, Danmarks, Europas og Verdens frihed og ret til selv at vælge. En frihed som så mange andre danske søfolk og deres familier og landsmænd ofte har taget for givet i efterkrigstiden.

De omkomne fra Chile var: 1'ste Maskinmester Aage Christian Jensen (* 4/7 1893), 2'den Maskinmester Einar Marinus Rasmussen (* 1/2 1904), 3'die Maskin­mester Bertel Marinus Augustsen (* 23/5 1910), ’den polske Smører’ Kaminski samt Overkokken Louis Hess.

 

 

 

 
 
145 danske skibe kom i løbet af krigen under Engelsk kontrol

På besættelsesdagen lå 48 skibe i skotske havne, 38 i engelske og 2 i walisiske havne, eller de befandt sig i farvandet omkring Storbritannien. De der lå i havn blev nægtet udklarering og blev derefter beslaglagt

 

Inden udgangen af april var yderligere 49 skibe kommet til – dels frivilligt eller opbragt til søs og ført til engelsk kontrolleret havn. Ved udgangen af april var 127 skibe underlagt engelsk kontrol. Fra maj 40 til marts 44, kom yderligere 18 skibe til. I alt 145 skibe tilhørende 37 forskellige rederier – de kom til at udgøre en væsentlig hjælp til den engelske handelsflåde. De 145 skibe dannede også grundlaget for den erstatning for brug og i 69 tilfælde desuden for tab, som benyttedes ved det finansielle opgør mellem Danmark og England efter krigen

 

De 69 forlis nævnt kronologisk (i parantes antal af omkomne danskere)

1940

25.04 LILY minesprængt ved Aberdeen (15)

03.06 EDV.NISSEN sænket i Dunkerque som havnespærring (0)

04.06 HOLLAND sænket i Dunkerque som havnespærring (8)

?.06 KAUPO sænket i Dieppe som havnespærring (0)

29.07 GRØNLAND Luftbombet i den engelske kanal, slæbt til Dover, sænket af nye bomber (0)

29.08 ASTRA torpederet i Nordatlanten af U-100 (0)

15.09 HALLAND Luftbombet (6)

24.09 TACOMA skudt i brand af engelske krigsskibe (3)

08.10 BELLONA Luftbombet (5)

17.10 FRANKRIG Minesprængt(0)

23.11 LEISE MÆRSK torpederet ved Pentland Firth af U-100 (15)

28.11 IRENE MARIA torpederet af U-95 (19)

15.12 N.C.MONBERG Torpederet ud for Harwich (0)

 

1941

07.01 H.H.PETERSEN Minesprængt i Nordsøen(0)

09.02 DAGMAR (DFDS)Luftbombet (4)

15.02 PARIS kollideret med norske SELVIK (0)

19.02 ALGARVE Torpederet af Schnellboot S-102 (19)

19.02 RIGMOR Luftbombet i Den engelske Kanal (0)

16.03 CHILEAN REEFER sænket af kanonild fra lommeslagskibet GNEISENAU (1)

21.03 LONDON Luftbombet ud for Swansea (4)

24.03 AGNETE MÆRSK torpederet af italiensk ubåd VINIERO (21)

06.04 OLGA Luftbombet nord for Irland (1)

07.04 ELISABETH (Progress) Torpederet i Bristolkanalen (13)

11.4 MARIE MÆRSK Luftbombet i Piræus (6)

01.05 SAMSØ Torpederet af U-103 (1)

17.05 ELEONORA MÆRSK Luftbombet i Sudabugten (0)

09.06 DAGMAR (JL) Luftbombet ud for Bournemouth (3)

09.06 DIANA Luftbombet ud for Færøerne (1)

12.06 SUSAN MÆRSK Torpederet af U-553 (20)

27.06 MALAYA Torpederet af U.564 (26)

24.08 SKAGERAK Minesprængt ved Ipswich (11)

10.09 SALLY MÆRSK Torpederet af U-81 øst for Julianehåb (0)

25.09 ERNA torpederet af U-562 Ud for Kap Farvel (16)

03.11 FLYNDERBORG Torpederet af U-202 (2)

12.11 PERU Torpederet af U-126 (0)

 

1942

03.01 ROBERT Minesprængt ud for Southwood (0)

15.02 JOHANNE JUSTESEN Torpederet af Japansk ubåd J-165 (1)

22.02 BINTANG Luftbombet (4)

18.03 EBRO Strandet på Rattray Head (0)

05.04 FEDDY Kollideret ved Færøerne med engelsk escorteskib VISCENDA (0)

05.06 SONJA MÆRSK Strandet ved Chedabucto Bay (0)

07.06 CHILE Torpederet af italiensk ubåd DA VINCI (4)

30.07 DANMARK Torpederet af U-130 ud for Freetown (0)

02.08 FLORA Torpederet af U-254 ud for Island (0)

14.08 MICHAEL JEBSEN Torpederet af U-598 (2)

22.09 TENNESEE Torpederet af U-617 i Nordatlanten (8)

28.09 LIFLAND Torpederet af U-610 i Nordatlanten (20)

30.09 SIAM Torpederet af U-506 i Sydatlanten (0)

07.10 JESSIE MÆRSK Torpederet ud for Cromer (8)

08.10 BORINGIA Torpederet af U-159 ud for Tenerife (16)

27.10 ANGLO MÆRSK Torpederet af U-604 ud for Tenerife (0)

30.10 TASMANIA Torpederet af U-659 Ud for Kanarieøerne (1)

19-11 BIRGITTE Torpederet af E-båd i Den engelske Kanal (7)

08.12 PETER MÆRSK Torpederet af U-185 i Nordatlanten (30)

23.12 KNUT Minesprængt i Det irske Hav (0)

 

1943

10.01 RUTH Strandet ved Belfast (1)

07.02 AFRIKA Torpederet af U-412 (5)

21.04 AMERIKA Torpederet af U-305 (29)

24.04 ROSENBORG Torpederet af U-386 (18)

03.11 STORAA Torpederet af E-båd ud forDungeness (10)

02.12 LARS KRUSE Luftbombet i Bari (10)

 

1944

07.02 MARGIT Torpederet af U-985 (15)

10.03 SVAVA Kollideret med engelsk FORT BEAUSEJOUR (5)

21.08 MANØ Strandet på Geirfugleskär (3)

06.10 AARØ Kollideret med norsk LYSLAND (0)

 

1945

04.01 OREGON Strandet ved Belfast (0)

25.02 EGHOLM Torpederet af U-2322 ud for Firth of Forth (2)

16.03 INGER TOFT Torpederet af U-722 ud for Hebriderne (0)

10.04 PANAMA Kæntret ud for Acorerne (24)