Tip en ven           Bookmark and Share     Sitemap
Jordand - glansbilleder sælges

Peter Sabroe

Peter Sabroe
Peter Sabroe blev født i Gødvad nær Silkeborg den 23. januar 1867 og kom i skomagerlære i København som 14-årig. Han blev meget tidligt socialdemokrat og medlem af Karl Marx-klubben.
Peter Sabroe (1867-1913), dansk socialdemokrat, redaktør og politiker.
Sabroe voksede op i Århus, men kom som 14 årig til København, hvor han hurtigt engagerede sig i Karl Marx Klubbens diskussioner. Som 18-19 årig begyndte han at levere indlæg til Demokraten i Århus, og i 1887 blev han redaktør ved dennes aflægger i Randers. I 1888-1906 virkede Sabroe igen ved Demokraten, hvor han blev landskendt for sin agitation til fordel for tyende, gamle og i det hele taget de sociale tabere. Mest kendt er hans angreb på opdragelsesanstalter og børnehjem.
Sabroe var mere ledet af en stærk og impulsiv humanisme end partiets paroler, og han blev ofte betragtet med blandede følelser af Socialdemokratiet, hvis taktiske hensyn han ofte kom på tværs. Forholdet til Demokratens redaktør, Harald Jensen var f.eks. ofte spændt.
I Århus gjorde han som medlem af byrådet 1900-06 en stor indsats på det sociale område, og dette arbejde fortsatte han som folketingspolitiker fra 1901 - bl.a. som medlem af Tyendekommissionen af 1906. I 1908-10 ledede han partibladet i Kolding, og var derefter knyttet til Social-Demokraten (se Arbejderpressen). Samtidig udgav han sit eget 14 dages blad. Han omkom ved en stor jernbaneulykke ved Bramminge i 1913.
Peter Sabroe (23. januar 1867 - 26. juli 1913). Kendt som redaktør, politiker og børneretsforkæmper.
Han blev journalist ved Randers Folkeblad i 1887. Flyttede til Demokraten i Århus i 1888, hvor han var redaktør fra 1895 til 1908. Herefter redaktør af Kolding Socialdemokrat 1908 til 1910 og medarbejder ved Social-Demokraten i København fra 1910 til 1913.
Peter Sabroe var medlem af Århus Byråd fra 1900 til 1909 og medlem af Folketinget fra 1901 til 1913. Han omkom ved en jernbaneulykke - Bramminge-ulykken - i 1913.
Peter Sabroes liv er siden blevet genstand for en musical med titlen Demokraten, der er skrevet og komponeret af Kim Sørensen. I musicalen skildres hvordan Peter Sabroe tager sig af alle mulige andre end sig selv og sin egen familie.
Demokraten blev siden fulgt op af musicalen Peter Sabroe - man skulle dø på en sommerdag. Den sidste forestilling var groft sagt en forenkling af Demokraten.

Peter Sabroe var samtidens mest kendte og omstridte menige folketingsmand. Grunden til dette var, at han på sine rejser rundt i landet afslørede de ofte forfærdende forhold, som forsømte børn og unge levede under.
Som medlem af Tyendekommissionen afdækkede han misbrug af tjenestefolk på landet. Sabroe holdt også et vågent øje med børnehjem og opdragelsesanstalter.
Ved en ulykke i 1898 i Skejby nord for Århus indebrændte fem landarbejderbørn. Sabroe tog herefter initiativ til at oprette Kong Christian IX's Børnehjem i Århus. Efter at børnehjemmet var flyttet, blev dets lokaler overtaget af Peter Sabroe Seminariet.
Efter Sabroes død blev der oprettet en mindefond til hans ære. Mindefonden opførte blandt andet Peter Sabroes Børnehjem i Skive. Børnehjemmet eksisterede 1920-1991. Bygningerne blev senere overtaget af Skive Friskole. Børnehjemmet havde feriekoloni i Pinen ved Sallingsund.


Når navnet Peter Sabroe nævnes, især for mennesker født i trange kår i første halvdel af de tyvende århundrede, observerer jeg ofte tindrende julelys i trætte, gamle øjne eller i det mindste et glimt af vågnende interesse for en tid, hvor kampen om noget så banalt som føde, var tvingende nødvendigt.
For kvindernes vedkommende bryder et næsten henført smil frem på sprukne læber og betyder mig, at Peter Sabroe ikke blot var børnenes ven, som jeg læser i flygtige overskrifter. Min egen mor kan levende fortælle om Sabroes utrættelige arbejde for bedre vilkår for de svageste i samfundet og hans store betydning for vore dages humanistiske velfærd.

Alligevel støder jeg ofte på udsagn fra modstandere og endda partifæller, der bringer skår i den ellers overvejende glæde. Udtalelser, som mere end antyder, at Peter Sabroe kynisk misbrugte børnene i en ganske anden og personlig sag, nemlig kampen mod Indre Mission, er i stand til at lade tvivlen om hans rene motiver få grobund, og beskyldninger om kommunisme af værste skuffe får idealet til at vakle. J

Jeg ser med rædsel for mig en mand med utallige masker, som kunne og blev skiftet ud efter for godt befindende: Det ene øjeblik en flammende ildsjæl, rede til at dø for sine overbevisninger, det næste et glatslebet skår fra nederste rangstige, smiskende indtagende et overdådig taffel i Kongehuset, en laps, en brovtende fattigrøv, en egoist, der sagtens kunne agere barmhjertig samaritan ved at slæbe alverdens unger med hjem i eget hus, når konen var nødt til at tage over, mens han selv hastede videre efter nye overskrifter. En udspekuleret selviscenesat ekshibitionist, der uden blusel og hensyn til andres følelser blot ville være konstant i front.

Der er øjeblikke, hvor Sabroe fremstår som en mand med et ansigt opfyldt af inderlig medlidenhed med det barn, hvis sår han renser, og der er avisoverskrifter, der udråber ham som kriminel, fordi han stjæler gode borgeres børn.

Jeg vil vide, hvilket ansigt, der er det sande, og om han i virkeligheden havde del i dem alle. Ved hjælp af erindringsbilleder og citater fra såvel Sabroes familie og venner som fra hans vælgere, kritikere og direkte fjender ønsker jeg her at genoplive mennesket og politikeren Peter Sabroe for om muligt at anskueliggøre hans inderste væsen, hans drivkraft og motiver til de reformer, han beviseligt gennemførte inden for dansk social velfærd.

'''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''''

I årene omkring 1900 så det danske samfund meget anderledes ud end i dag. Ingen social- eller sundhedspolitik. Ingen reel uddannelsespolitik. Folk klarede sig, så godt de kunne eller lod være, og ikke mange forsøgte at ændre på de eksisterende forhold. De rige havde det for fedt, og de fattige havde hverken tid eller kræfter - for ikke at tale om midler.

Peter Sabroe stod temmelig alene i front for reformer, men nævnes ikke i vore dages samfundsleksika. Det gør han der imod i en gammel håndbog for ungdommen fra 1950 med titlen: Folk jeg skal kende. Heri betegnes han som taler for samfundets små, og det nævnes kort, at han var blandt de omkomne ved Brammingeulykken*. Der fortælles dog intet om, hvorvidt hans veltalenhed bar frugt. I et almindeligt leksikon bliver man en anelse klogere: Her ændres Sabroe til dansk socialdemokrat, politiker og redaktør af Demokraten Århus i årene 1901-13. Endvidere, at talegaverne blev investeret i kampen for reformer inden for børneforsorg og tyendeforhold. At han skulle have været banebrydende inden for sit felt, står end ikke mellem linjerne.

* 26. juli 1913 afsporedes et eksprestog mod Esbjerg ved Bramminge i Vestjylland.

Alting afhænger som bekendt af øjet, der ser, og det er stadig en sandhed uden modifikationer. Peter Sabroe var naturligvis både elsket og hadet, ganske som andre mennesker, og ikke alle udtalelser er lige neutrale: "Man kunne ikke have en bedre far end Peter Sabroe. Han havde så travlt med at tage sig af andres børn, at vi kunne gøre, hvad vi ville". Sagt af sønnen Povl, der også seriøst betragtede sin far: "Min far ville ikke blot reformere samfundet, men først og fremmest mennesket".

Sandsynligt er det, at Sabroes kamp ikke kun var vendt mod uret for fortrædelighedens egen skyld. Han ønskede, at mennesket skulle forstå den uret, de enten var skyld i eller udsat for, således, at det blev den fri vilje, der var katalysatoren til en ændring. Skønt han selv kom fra trange kår og kun medbragte en dårlig, social arv, lykkedes det ham at blive mønsterbryder og et eksempel for hele den fattige, danske befolkning. Han beviste, at skæbnen kan tages i egen hånd og ændres, omend processen kan være langsommelig og opslidende og ikke altid får den nødvendige opbakning.

Peter Rasmus Sabroes fødsel på Silkeborgegnen d. 23. januar 1867 faldt næsten sammen med den reviderede grundlovs, og politisk var Danmark stærkt præget af det konservative landsting. Han far, Anders Agerup Sabroe, var da forpagter og 47 år gammel. Moderen, Mette Marie Rasmussen var en del yngre, 26 år. Efter få år flyttede familien til Århus; faderen forsøgte sig uden held som handelsmand, og Peter voksede op under meget fattige kår. Hans del af arbejdet til livets opretholdelse var at samle kul på havnepladsen til hjemmets komfur, og han havde strenge pladser samtidig med sin skolegang. Alligevel fik Peter overskud til at holde taler for sine skolekammerater, hvori han opfordrede til ikke at finde sig i prygl. På det tidspunkt var eneste eksisterende hjælpeorgan for børn Foreningen af 1837 til forsømte og forvildede børns frelse, som i tæt samarbejde med fattigvæsen og politi anbragte børn i plejehjem, på anstalter eller i fængsler. Foreningens aktiviteter var desværre henlagt til hovedstadsområdet - de vanartede sendtes på landet. Prygl hørte til den daglige kost, men Peter fandt det urimeligt. Vennerne kaldte ham snart den lille professor. Fjorten år gammel og konfirmeret blev Peter sendt til København i skomagerlære og boede i første omgang hos slægtninge fra Missionen, men brød sig ikke om atmosfæren. Denne modvilje mod Indre mission skulle komme til at vare livet ud.

Han flyttede for sig selv, men lærepladsen mistede han, da han under en strejke stod last og brast med lærlingene - det måske første konkrete eksempel på, at han også var villig til at betale prisen for sine principper.

Tidligt følte Peter Sabroe sig tiltrukket af socialistiske bevægelser og deltog i møder i Karl Marxklubben, hvor han også gerne tog ordet. Sammen med to andre stiftede han en tremandsklub, der sværgede at bekæmpe grundlovens fjender. Den naive klub resulterede i 1884, samme år som socialdemokratiet for første gang valgtes ind i Folketinget, i De unges forbund, en forløber for Den socialdemokratiske Ungdomsbevægelse.

Det var i disse ungdomsord, Sabroe første gang hørte om Flakkebjerg, et drengehjem, der udklækkede unge mænd med rædsel i blikket. Han sværgede ændringer, når han engang kom til at betyde noget i dansk politik.

Allerede 1885 begyndte Sabroe sin journalistiske karriere, idet han sendte de såkaldte københavnerbreve til Demokraten* i Århus. Året efter vendte han tilbage til Århus, hvor han beskæftigede sig med politisk arbejde. Samtidig skrev han flittigt artikler til avisen og udnyttede sommersæsonen til at tjene lidt ekstra ved opvartning i Randers forsamlingshus.

* Demokraten var en socialdemokratisk avis.

Kun tyve år gammel udnævntes Sabroe til redaktør af Randers folkeblad - Peter var i fuld gang med at ryste sin sociale arv af sig. Endnu havde han aldrig betrådt et dansegulv og undte kun sig selv få fornøjelser, og turen til Randers fra Århus klarede han med hjælp kun fra apostlenes heste og sin egen veltalenhed. Hele vejen agiterede han for sine synspunkter. Hans ny arbejdsplads havde til huse i Apotekerstræde, og endnu et øgenavn blev føjet til listen. Samfundsreformatoren fra Apotekerstræde var født.
Kamp og kærlighed.

Redaktør Harald Jensen på Demokraten i Århus kaldte Peter hjem igen, og de følgende otte år var han fast medarbejder på avisen. I 1891 forlovedes han i al hemmelighed med kancelliråd bankdirektør og manufakturhandler P.F. Møllers datter, Thyra, som han havde mødt under et besøg i Silkeborg. Samtidig skrev han i Demokraten en artikel om en dragons død, og ved begravelsen af samme holdt han tale og tiltaltes for krænkelse af kirkegårdsfreden. Til Sabroes ære skal nævnes, at han ved udsigten til et fængselsophold stillede Thyra frit. Hun fortrød imidlertid ikke sin beslutning, og Peter Sabroe forberedte et møde med sin kommende svigerfar.

P.F. Møller boede i Silkeborg nær den bank, han var direktør for, og en del af hans store ejendom var lejet ud til gæstgiver Jeppe Rasmussen, der, ganske som Møller, var en kendt højremand. Deres døtre kom meget sammen, skønt Rasmussen havde haft den sorg at se sin ene datter, Fanny, gift med en socialist, hvilket var ugleset. En søndag formiddag kiggede Thyra forbi sin veninde Fanny, hos hvem Sabroe var på besøg – han holdt møde med hendes mand, Emil Marott – og her så Peter og Thyra for første gang hinanden. De faldt så godt i snak, at Thyra kom for sent hjem til middagsbordet, hvilket kancellirådet kommenterede. Hun nævnte den unge Sabroe og fortalte, at han skulle holde tale i byen samme eftermiddag. Det er mere socialistyngel! Og jeg har hørt, han er en af de værre, svarede faderen.

Trods Møllers holdning sneg den unge forelskede Thyra sig til at overvære ikke blot det nævnte møde, men mange efterfølgende, overbevist om, at Sabroe var en god mand. På et af møderne slog han ned på sognerådenes magt over forældreløse eller fattige børn: Hvor er det en skændsel, at fattige børn, der sættes i pleje, er en vare, man handler med. Jeg står her med et nummer af Herning Folkeblad i hånden, og der læser jeg denne annonce: ”Det averterede plejebarn er nu udlejet”. Er det ikke moderne slavehandel?

Efter mødet var Peter oprørt længe, og han nævnte Flakkebjerg drengehjem for sin udkårne – det hjem, han i sine helt unge dage lovede at ændre til det bedre.

De to unge forlovede sig i hemmelighed, skønt Sabroe endnu ikke havde talt med bankdirektøren. Fanny advarede Thyra mod at involvere sig med en socialist, men Thyra viftede sin far om næsen med ringen på sin finger. P.F. Møller kommenterede ikke forlovelsen, men en dag fik banken forelagt en notits fra Politiken: Den kendte socialagitator Peter Sabroe er blevet forlovet med Thyra Møller, datter af højremanden, kancelliråd og bankdirektør Møller, Silkeborg. I Århus var ligeledes indrykket en annonce, men her sluttede meddelelsen: … hun kan ikke være her fra byen …
Et par dage senere opsøgte Sabroe løven i sin hule, og det kom til en form for forståelse de to imellem.

1892 stillede Sabroe op for socialdemokratiet i Ebeltoftkredsen, hvor han bl.a. talte varmt for bespisning af børn i skolerne, men kredsen havde ikke tidligere opstillet en socialdemokratisk kandidat og kendte ikke Sabroe. Alligevel fik han mange personlige stemmer. Efter det tabte valg kunne brylluppet endelig stå. Proletarknægten havde brudt endnu et socialt mønster.

De bosatte sig i Århus, og i den kommende tid kæmpede han indædt for at standse mobning og dyremishandling og opfordrede via artikler og taler befolkningen til selv at holde justits indbyrdes. På et tidspunkt skulle partiet foreviges, og Sabroe iscenesatte fotografiets tema: Han hentede en lille pige, proletar naturligvis, og så var han klar til optagelse.

Tre år senere stillede Sabroe op i Århus Nordre kreds, hvor han var et kendt ansigt, og denne gang opnåede han mange flere stemmer. Dog stadig ikke nok til en plads i folketinget. Peter og Thyra havde i mellemtiden fået en søn, Tage, og Sabroe var blevet medredaktør af Demokraten. Det var han stadig i 97, hvor søn nummer to, Povl, kom til verden og ligeledes i 98, hvor han stillede op for tredje gang og var tæt på at vinde.

På hjemmefronten vandt han dog endnu en fadertitel, idet Thyra fødte datteren, Dagny.

En social mindesten.

Juleaftensdag 1898 sad Peter Sabroe alene på redaktionen, da der indløb melding om en tragisk ulykke. Fem børn var fundet dræbt af røgforgiftning i et arbejderhjem, hvor de alene hjemme lå og sov, mens forældrene, røgter Svendsen og hustru, var på arbejde for at kunne servere julegrød i det fattige hjem. Højrepressen skrev: ”Den (sagen) lærer os først og fremmest, med hvor liden ansvarsfølelse arbejderne sætter børn i verden. De ved, at de dårligt kan ernære sig selv, men desuden avler de ikke blot børn, men skynder sig endog så stærkt, at de tilsidesætter de almindelige hensyn til hustruens og moderens sundhed, alt sammen gående ud fra, at kan de ikke selv klare disse ulykkelige små, så må det blive samfundets sag”.

Sabroe gik straks til modangreb. Han cyklede trods kulde og helligdag til Skejby og forhørte sig, og næste dag var forsiden dækket af hans personlige skildring af den forfærdelige ulykke, som han betegnede som et stykke social tragedie, der ikke kunne tænkes udspillet i et velhaverhjem. Han skrev om madam Svendsen, der var ude af sig selv af sorg og røgteren, der end ikke var i stand til at begrave sine børn. Alt de havde tilbage var Fattigvæsenet: ”Men det skal vi forhindre! Arbejdere i Århus, vi skal vise denne kammerat, der er ramt så hårdt af ulykke, at vi står ved hans side. Vi skal samle penge ind til den begravelse, og vi skal betale den sten, der skal rejses på de ulyksalige børns grav”.

Bidragene strømmede ind, og Sabroe opfordrede nu de århusianske arbejdere til også at følge børnene til deres sidste hvilested. Da dagen oprandt, var det snestorm, men vejret hindrede ikke omkring to et halv tusinde arbejdere i at følge trop. Sabroe udtalte senere: ”Jeg følte det som noget af en erobring af landsbyen. Nu ville da alle de små ude på landet kunne forstå, at vi var brødre og deres gode kammerater.”

Da sørgetoget nåede Skejby, erfarede man, at herude på landet var flagene end ikke sat på halvt, og kun få fulgte kisterne til graven, og da det kæmpe optog fra Århus marcherede frem med deres røde faner, hviskede røgter Svendsen til sin hustru: Se mor, de mennesker føler med os..

Allerede samme vinter blev en mindesten afsløret. Den bar de døde børns navne og inskriptionen: De fem søskende døde juleaftensdag 1898 om morgenen under en brand, der opstod, mens fader og moder var på arbejde. Fred være med deres minde.

Danmarks første sociale mindesten, kaldte Sabroe den. Den vil have kulturhistorisk betydning.

Fortsættes
Byråd og folketing

Ved århundredeskiftet blev Peter Sabroe valgt ind i Århus byråd, og året efter, hvor den første venstreregering afløste højre regeringen i et regulært, historisk systemskifte, lykkedes det ham endelig at opnå stemmer nok til en plads i folketinget. Dermed var mønsterbryderen Sabroes status cementeret, men vejen til virkelige reformer skulle vise sig lang og slidsom.

Valgkampen dengang levede fuldt op til nutidens urene trav i lignende situationer, og højre pressen, der naturligt nok var modstandere af en rød kandidat, skrev allerede efter de første valgmøder: Aldrig før har forskellen mellem to folketingskandidater vist sig så grelt. Høegh-Guldbergs rolige, stolte sagkundskab dokumenteret i nøgterne klare ord, og Sabroes svulstighed, der, ladende hånt om alle kendsgerninger, farer hele kompasset rundt i en tale, der flommer over af fede ord uden gnist af logik, men ledsaget af voldsomme armbevægelser, beregnet på at gøre indtryk på letfængelige vælgere.

Der var intet nyt i denne udtryksmåde. Også i nutidens Danmark er den sproglige udtryksform forskellig fra gruppe til gruppe, og læsere af datidens Århus Stiftstidende nikkede uden tvivl genkendende til denne karakteristik af Sabroe, som godt nok klædte sig nobelt, men ikke udtrykte sig ditto. Angrebet på hans intellekt var dog ikke relevant i denne sammenhæng, idet en anden kandidat for højre var udgået fra samme skole som Sabroe. Sabroe var på det tidspunkt 31 år og gav i sine taler gerne udtryk for sit syn på samfundets opbygning. Han hadede fattigdom, der fornedrede og gjorde mennesket vrantent og slavisk, og han hadede kryberi og råhed.

Socialdemokratiet erobrede Århus nordre kreds; byen var nu rød. Den tilhørte arbejderne, der jublede, skønt højre til den sidste stemmeoptælling bibeholdt sin helt egen opfattelse af socialisternes fremgang. Da sejren viste sig at være en realitet, blev den angribende presse om muligt endnu mere bidsk og bebrejdede uintelligente vælgere for at misbruge deres stemme. Sabroe benyttede sig stadig ikke af den personlige sejr til at hovere over modkandidaten. Han var glad, for han havde aldrig troet retfærdighed mulig i et samfund, hvor arbejderne ikke sad med ved beslutningsbordet.

Peter Sabroe fik hurtigt brug for sin politiske indflydelse. Christian 9. lod i samråd med sønnen, prins Valdemar, professor J.H. Deuntzer udnævne til konseilspræsident. Kun en enkelt bonde fik adgang i ”Kongens råd”, nemlig Ole Hansen, som blev landbrugsminister. Den markante I.C. Stadil fra Venstre nøjedes i første omgang med en kultusministerpost, men fire år senere overtog han Deuntzers plads.

Der var nok at gå i gang med, men hvor forsvarspolitikken hos regeringen havde førsteprioritet, var det ganske andre problemer, der havde fanget Peter Sabroes opmærksomhed. Allerede i 1898 fik han øjnene op for de elendige forhold, tyendet havde og deltog aktivt via sin flittige pen og fysiske person i kampen mod tyranniet. Kort tid efter valget talte Sabroe tillige med partifællen A.C. Meyer ved grundlovsmødet på Fælleden, og hurtigt blev det de kristne, sociale forhold, der drev ham: Vi finder præsterne på velhavernes og de besiddendes side, men jeg vil sige, at hvis kristendommen gennemføres i sin stifters ånd, ville den nuværende samfundsordning ikke bestå en dag længere.

Sabroe agiterede også mod den ny fabrikslov, som han ikke syntes satte grænser for udnyttelse af børnearbejde, men der skulle gå flere år, før danske børn og deres rettigheder fik en egentlig lov*. Også tyendeforholdene skulle vise sig at blive en lang, sej kamp. Konkret fremlagde Sabroe d.16. december 1903 forslag i folketinget om en ny tyendelov (den gamle var fra 1854), men kunne ikke skaffe flertal, og i mellemtiden skyllede sagerne om dårligt behandlet tyende ind over Peter Sabroe. Små to hundrede tusinde raske, danske karle emigrerede over en periode på tredive år til Amerika blot for at få et kammer at sove i, så situationen har været slem.

Næste forsøg på bedring af de middelalderlige forhold på gårdene blev et forslag fra Sabroe om, hvis ikke en ændring, så dog en revision af den nuværende lov, og denne gang skaffede han sig flertal. I 1905, samtidig med Børnelovens vedtagelse, nedsattes en kommission til at revidere den eksisterende tyendelov med Peter Sabroe som medlem. Arbejdet med revisionen varede frem til 1910, før en ny lov kunne nedfældes.

*1. oktober 1905 trådte Børneloven i kraft. Det var en lov om, hvordan man skulle behandle ”forbryderiske og forsømte børn og unge personer”. Efter denne lov kunne børn først sættes i fængsel, når de var fyldt 14 år. Det var ligeledes i 1905, værgerådene blev dannet. Rådene blev valgt af kommunalbestyrelserne (sognerådene), som anbragte børn i privat pleje eller på opdragelseshjem, hvis de opførte sig dårligt, var udsat for ”sædelig fordærvelse eller vanrøgt” eller blev mishandlet. Eller hvis deres forældre ganske enkelt var fattige.

Peter Sabroe var en moderne tænkende mand, når han til de flestes forargelse udtalte, at den kvinde, der elskede uden at være gift næppe var mere at foragte end den kvinde, der giftede sig med en ældre mand pga. hans penge! Udtalelserne endte dog i den senere såkaldte enkelov.

Man kan blive helt forpustet ved tanken om alle de sager, der i Sabroes første år som folketingsmedlem, blev rodet op i. Sideløbende med kampen for børns og tyendes rettigheder, lykkedes det ham at genvinde sine vælgeres tillid efter den famøse middag hos de kongelige, hvor han var tæt på en eksklusion af partiet (Sven Sabroe: Min mærkelige far). Han opkøbte impulsivt og af medlidenhed en udslidt krikke, der arbejdede for næsten ingen føde. Han lavede obstruktion mod Albertis pryglelov, og han lagde pres på regeringen angående revision af loven om uægte børn og deres mødres stilling.
Et løfte indfries.

Sabroe vidste øjensynlig tidligt i sit liv, at han skulle få politisk indflydelse og afgav, som allerede nævnt, det løfte til en ven at skabe et nyt Flakkebjerg. Han fik opbakning til sit forehavende fra partifællen, Laust Rasmussen, den senere forsvarsminister, men var dog ikke enig i udlægningen af, at forstander Mortensens motiv til den dårlige behandling af børnene var ondskab. Sabroe forklarede, at Mortensen selv som gammel elev af skolen, var delvis uskyldig. Han skulle selvfølgelig fratages sin lederstilling, men ansvaret for de mange overgreb burde tillægges den bestyrelse, der ikke havde grebet ind.

Sabroes arbejde i Århus byråd resulterede i 1906 i åbningen af "De gamles hjem", og en indsamling til en fattig arbejders efterladte familie med kongen som bidragsyder, gav ham vind i sejlene, også hos borgerskabet. På hjemmefronten blev Peter og Thyra forældre for fjerde gang. Sven Sabroe, senere kendt som Bro brille, så dagens lys, men de fire små "Sabroer" var langt fra de eneste børn i hjemmet, der til stadighed fyldtes med ulykkelige skæbner. Snart skulle en pige vaskes, afluses og fedes op, snart var det en dreng, som ingen ønskede, der skulle huses, og enkelte børn boede hos familien gennem flere år. Thyra tog sig af dem alle med glæde.

Peters far var handelsmand, og også sønnen havde drømme om en god forretning. Han arbejdede nu freelance på avisen og forsøgte sig i stedet som pølsefabrikant. Partiet var igen chokeret. Skulle han nu også være kapitalist?! Sabroe ønskede både bedre hygiejne og bedre råvarer i fødevareindustrien, og han brød sig ikke om tilsætningsstoffer. Derfor fremstillede han selv et produkt, han kunne være bekendt, men noget forretningsgeni lå der ikke gemt bag de gode talegaver, og pølseeventyret endte få år efter, der begyndte.

Hebron - pigernes Flakkebjerg

"Dags dato har undertegnede, praktiserende læge i Struer på opfordring undersøgt forstanderinde for pigehjemmet Hebron i Handbjerg. Fru Edle Kamme Eleonora Brandsholm, født Frydensberg, 50 år gammel. Efter nøjagtig undersøgelse skal jeg herved på tro og love erklære, at fru Brandsholm i kønslig henseende er en normal skabt kvinde, og at hun ikke frembyder ringeste tegn på hermafrodisme".

Denne mærkelige lægeattest kræver en baggrundshistorie:
År 1907, hvor sagen om drengehjemmet Flakkebjerg kom til behandling i folketinget i januar og resulterede i forstander Mortensens afskedigelse, skulle blive et travlt år for Sabroe. D. 24. juli opfordrede Demokraten til deltagelse i Århus arbejderpartis skovfest den kommende søndag. Peter Sabroe og Harald Jensen skulle tale. Andetsteds i avisen omtaltes Tvis-sagen, og Peter Sabroe droppede sin tale til skovfesten og rejste til Tvis ved Holstebro. Tilfældigt hørte han om Hebron, et ildevarslende sted for piger, og i fjorten dage rejste han rundt i Jylland for at indsamle materiale (inklusive naturligvis et besøg på institutionen), og så begyndte skriveriet.

D. 5. august 1907 skrev Sabroe den første af en lang række artikler om Hebron, som han døbte "Pigernes Flakkebjerg", og dagen efter angreb han også Missionen. Blækket nåede knap at blive tørt, før forstanderinden på stedet stod for tur, og befolkningen stiftede bekendtskab med de middelalderlige afstraffelsesmetoder, der lod småpiger, som ikke kunne holde sig tørre om natten, stå med deres formastelige lagner i udstrakte arme i alt slags vejr, til de igen var tørre.

D. 9. august var turet kommet til kritik af værgerådene, der alle i hans øjne arbejdede i Missionens interesse, og beskyldninger om, at fru Brandsholm skulle være hermafrodit, kom for en dag ved et foredrag i Skive. Det var grunden til, at undersøgelsen foregik, men Sabroe fandt den ubrugelig: ”.. en sådan undersøgelse af hjemmets læge ikke er fyldestgørende, .... skal det her bemærkes, at homoseksualisterne i København, som der er rejst anklage mod, også ville kunne få lægeattest for, at de rent kønsligt tagne er mænd."

Han bebrejdede værgerådene, at de ikke fratog fru Brandsholm myndigheden over børnene, som de ville have gjort, hvis børnene blev udsat for samme behandling af deres forældre, og 12. august anmeldte Sabroe Hebron til justitsministeren, skønt en partifælle havde sagt god for stedet. Han skrev bl.a.: " På Hebron er pigerne hyppigt bleven straffet med lussinger for ikke at have villet kysse fru B, når de gik til sengs ..."
Fru Brandsholm, der havde luftet et sagsanlæg mod Sabroe, trak det nu tilbage, og 9. januar 1908 kom Hebron til debat i rigsdagen. Det var her den så berømte fedtegrevedemonstration blev udført. Fru Brandsholm blev tvunget til afsted, dog tilkendte justitsminister Alberti hende pension, og skønt retsprotokollen klart viser, at fru B havde såvel homoseksuelle som sadistiske tilbøjeligheder, fortsatte hun sin gerning på et andet indre missionsk hjem, hvorfra hun også blev fjernet. Hun trak sig senere tilbage pga. sygdom.

Peter og partiet

Peters ihærdige kamp mod prygl i skolerne, gav ham selv kolossale øretæver fra partifællerne. Mange af de københavnske kommunelærere var socialdemokrater, og oprømte henvendte de sig til borgmester Jensen, Borgbjerg, Stauning og K.M. Klausen med det forlangende, at Sabroes kampagne mod prygl skulle standses. Børnene kunne ikke styres uden brug af spanskrøret, var deres argument.

Det blev den senere borgmester, P. Hedebol, der i socialdemokratiets tidsskrift ”Socialisten” fik til opgave at kommentere situationen: ”Kamp mod råhed, kamp mod prygl, kamp for humanitet er ved at afløse vort gamle feltråb, som var: Kamp for økonomisk frigørelse. Fra at være et parti af socialister, som med alle midler virker for arbejderklassens økonomiske interesser, er vi ved at blive et parti af idealister, der kæmper mod de større eller mindre fejl, der nu engang er ved den menneskelige karakter, og som alverdens idealister har kæmpet forgæves mod før os”.
Naturligvis svarede Sabroe igen på denne svada, men tiden talte også sit tydelige sprog: Den såkaldte ægte socialist Hedebol endte sine dage som venstremand og antisocialist …

Peter Sabroe lod sig ikke true til tavshed, tværtimod. Han gik et skridt videre og forslog kultur i skolerne!

En anden strid med partiet opstod, da Sabroe i rækken af børnehjemssager på et tidspunkt kritiserede hjemmet i Jægerspris i en artikel i Demokraten. En deputation af fremtrædende partifæller med Stauning i spidsen besigtigede derpå stedet og sagde god for det på et møde, der foregik, mens Sabroe var ude at rejse. D. 28. januar 1913 opsagde Sabroe derfor sin stilling ved avisen med flg. Kommentar: ”Jeg har længe haft en følelse af, at man i bladets ledelse betragtede mit arbejde som skadeligt for partiet og dets presse … det har været min hustru og mig en daglig pine at vide, hvor stærkt man i partiets ledelse har misbilliget mit arbejde”.

Blåstempling

Sine sidste leveår kæmpede Peter Sabroe for yderligere reformer. Denne gang var det de sindssyge og de fængselsindsattes forhold, han ønskede at forbedre. Hertil benyttede han sit eget blad ”Lille Poul”, som han udgav første gang i 1910, samme år som den nedsatte kommission til revision af tyendeloven fremlagde sin betænkning. Det var også året, hvor Sabroe blev medlem af Børnekommissionen.

En, der gjorde sit til at holde kampmodet oppe hos børnenes og de svages ven, var Jeppe Aakjær. Han skrev og tilegnede Peter Sabroe et digt, som er gået over i historien. Her et uddrag:

Hav øjet på gydernes stakler,
bær blomst til den syges seng,
og glem ham ikke, den lille
forpjuskede hyrdedreng..

Giv aldrig pardon til det onde,
der æder som trøsk i træ,
du sænke deri din sonde
og bryde derover dit knæ!

Du være den fattiges værner,
du være den riges ris,
da får du ej ordner og stjerner,
men bævende læbers pris.

Sabroe opnåede heldigvis mere end bævende læbers pris. Han nåede at opleve betænkningen omsat i en ny tyendelov, og så sent som tre måneder før den tragiske togulykke, der krævede seks dødsofre og 46 kvæstede, vedtoges Enkeloven. Folketingsmedlem Ivar Berendsen bad ved den lejlighed om ordet: ”Inden dette lovforslag nu forlader rigsdagen med alle stemmer mod ingen, vil jeg gerne have lov at sige, at der er et medlem af dette ting, som jeg i dag savner i denne sal, men som kunne fortjene at være til stede, fordi den dag, da dette lovforslag forlader rigsdagen, i egentlig forstand er hans”. Han fortsatte de rosende ord og forsikrede, at trods forskelligheder, kunne ingen benægte, at Sabroe var opfyldt af tro og ild.

Også Thyra havde en tro og en ild og havde passet hus, hjem og alverdens børn, og hun gjorde det med åbenlys glæde. Desværre var glæden alene ikke nok. Hun måtte forlade hjemmet for at rekreere sig. De mange retssager og bøder, hendes mand havde modtaget i forbindelse med teknisk dårligt, underbyggede anklageskrifter, havde svækket hendes nerver. Rygter om, at hun skulle have forladt sin mand, blev manet til jorden med artiklen Til min hustru, som Sabroe skrev i maj måned. Det var typisk for ham at lade sit litterære jeg overtage og gøre historier meget personlige, når han virkelig ønskede, at folk skulle lytte. Artikler om børn havde fx altid deres navn som overskrift. Artiklen var en hyldest til kvinden i hans liv, og hans forståelse for hendes andel i hver eneste sejr, var reel. Ubevidst blev artiklen samtidig et smukt farvel til hustruen, der altid havde stået ved hans side.

Man skulle dø en sommerdag! Sagt i munterhed af Sabroe selv, da han på sin sidste rejse i livet drog til Sønderjylland for at holde et hemmeligt og forbudt foredrag. Mere tragikomisk var, at han netop i sit eget blad havde bragt en kort notits fra udlandet, som optog ham meget: ”Ved en stor jernbaneulykke, der for nylig skete i Connecticut, befandt der sig blandt de mange hårdt sårede rejsende en medarbejder fra bladet New York World. Uhyggeligt lemlæstet blev han draget frem fra vognruinerne. Han havde øjensynligt ikke mange minutter tilbage at leve i, men sin sidste kraft benyttede han til at bede de omkringstående så hurtigt som muligt at underrette hans blad om ulykken”. Sabroe nåede ikke at underrette nogen om sin forestående død den hede julidag, da de næsten ny anlagte skinner udvidede sig i varmen og afsporede toget.

60.000 overværede sørgehøjtideligheden i Århus, og anerkendelsen blev stadfæstet: Der var delegationer fra hele landet, Norge og Sverige. Overalt i Danmark afholdtes mindehøjtideligheder, og aviserne bugnede af nekrologer. Verden havde mistet en ildsjæl.


Efterskrift

I 1913 iværksattes en indsamling for at sætte Peter Sabroe et synligt minde. Thyra Sabroe fik trumfet igennem, at pengene skulle bruges til et børnehjem. Det blev indviet i 1920 i Skive, hvor det stadig ligger og indtil for nylig bar Sabroes navn. På 11-årsdagen for ulykken blev en statue afsløret, rejst af arbejderklassen i Danmark. Den står i Århus, hvor også Peter Sabroe Seminariet har til huse. 1931 fejrede De gamles Hjem i Århus 25 års jubilæum. Thyra Sabroe deltog ifølge med sit barnebarn, Erik Sabroe. !949 udsendte Nordisk film Kampen mod uretten – en film om Peter Sabroes liv.

Konklusion følger. Som nævnt indledningsvis havde Peter Sabroe mange jern i ilden, og de mest rødglødende har her været illustreret. De fremstår for mig uden tvivl som gengivelser af en mand, der turde stå ved sine meningers mod, også selv om han ofte måtte stå alene. Han frygtede intet og tog gerne teten, selv ved det mest beskidte arbejde, også efter, at folket havde stemt ham ind på de bonede gulve, hvor han personligt havde sit på det tørre.

Hans fordømmelse af Indre Mission er forståelig set i lyset af, at langt de fleste anstalter med hårdhændede og direkte grusomme afstraffelsesmetoder, dengang blev drevet af netop Missionen, og det, der vækkede mest anstød hos Sabroe var, at de grusomheder, der foregik, skete i Guds navn. Desværre er det ikke lykkedes at opklare, hvorvidt det sabroeske barndomshjem var præget af Missionens overbevisning - kun vides fra sønnen, Sven Sabroe, at slægtninge i København i hvert fald var det. Sabroes egen tro gik mere i retning af de ti bud. I øvrigt fik han senere medhold i sine anklager mod diverse opdragelsesanstalter, da Carl Møller, leder af et af landets mest respekterede børnehjem, ved et møde i Pædagogisk selskab i København udtalte, at han fandt socialdemokratiets agitation fuldt berettiget og godkendte det saglige indhold. Endvidere er Peter Sabroes ideer let genkendelige i "den første store milepæl i dansk socialpolitisk historie", K.K. Steinckes socialreform fra 1933. Kun fordi der overhovedet ikke fandtes en socialpolitik på Sabroes tid, har han undgået at få hæftet den titel på sit eget arbejde.

Sabroes motiv til at hjælpe alle samfundets svage fra sindssyge til enker, og hans kærlighed til naturen, der fik ham til at kæmpe for bl.a. bedre hygiejne, før nogen vidste, hvad ordet betød, tyder ikke på egoisme. Derimod ser jeg for mig et menneske, der fandt individets behandling og omgang med naturens og dens frugter, overfladisk. Hans kamp var utrættelig, og ofte blev han et frivilligt offer for et godt grin, når drukkenbolte ringede midt om natten for at bede om hjælp, blot for at blæse falsk alarm, når Peter søvndrukken og med bankende hjerte kom halsende. Alligevel fortsatte han. Stædighed måske, men ikke egoisme. Til det sidste opretholdt han sin kærlighed til samfundets mindste og indgød dem håb og fortrøstning.*

* Kort før sin død udtalte Sabroe ved et foredrag: Ærbødighed for barnet er ærbødighed for det evige. Kun det folk, der løfter børnene opad og fremad, fortjener navn af et kulturfolk og et kristenfolk.

Partiet havde heller ikke grund til at udstøde en ildsjæl som Sabroe, skønt de naturligvis var til mere glidende overgange indenfor reformpolitikken, men at sætte spørgsmålstegn ved hans overbevisning, der ikke kun udtrykte sig i meninger, men så absolut i handlinger, var kun et suk fra sølle skæbner, der så andre løbe energisk af sted helt uden strategier - og dog have held med det. Det har ikke været morsomt, hvis man selv ønskede at være i besiddelse af et sådant mod. Det har måske tilmed været frustrerende at se flere måneders forhandlinger, tovtrækkeri og strategiske planer blive jævnet med jorden, fordi Peter Sabroe gik sine egne, ikke just diplomatiske veje. Holdspil på partiets præmisser var ikke hans stærke side, men som man sår, skal man høste, og på hans sejre mangles ingen beviser. At beskylde ham for kommunisme og revolutionisme er hen i vejret. Hans partifæller gav i forbindelse med frygten for stemmeflugt i pryglekampagnen udtryk for, at han ikke engang var rød! Peter Sabroe var om nogen demokratisk socialist i ordets egentlige forstand. Han ønskede revision og reform ad fredelig vej, men var klog nok til at indse, at alternative metoder er nødvendige for at skabe ørenlyd. Han var derfor nødsaget til at fremvise håndgribelige beviser som forslåede børn eller fordærvede fedtegrever for at råbe magthaverne op.

Kendsgerninger og facts blandet med et indtryk af et meget uselvisk individ får mig til at konkludere, at Peter Sabroe først og fremmest var et menneske, der havde en brændende trang til at retfærdiggøre tilværelsen for de, der ikke selv gjorde oprør eller modstand over deres skæbne. Han kunne simpelthen ikke være tilskuer til prygl, afstraffelse, sult, mishandling og egoistisk råhed eller ligegyldighed. Han måtte gøre sit, om det så betød selvtægt med efterfølgende straf i form af fængsel eller bøde. Befolkningen bakkede op omkring hans bizarre metoder, selv om de i mange tilfælde ikke holdt i retten, men sammenlignet med selveste justitsministeren og hans ublu omgang med andres midler, var Sabroe en engel.*

* Tidl. justitsminister Alberti meldte sig selv for millionsvindel, og regeringen måtte trække sig tilbage.

Om han nogen sinde betragtede det uretfærdige i, at han som enkeltperson skulle rette op på alverdens elendighed, tror jeg ikke, for her lå hans - for mig at se - eneste svaghed: han forsømte sig selv og til en vis grad sine allernærmeste. Han erkendte dog dette (se Til min hustru, næste blog), før sin alt for tidlige død, men løbet var da i bogstavligste forstand kørt..

Jeg tilslutter mig på falderebet Jeppe Aakjærs tankevækkende ord fra hans mindetale til Sabroe:

Jeg underkender ikke betydningen af taktik. Men derfor har jeg alligevel respekt for den mand, der hører skriget fra moset og går efter skriget uden at vente, til har fundet banet vej.


Til min hustru - kommende blog.
Til min hustru:

Du har været meget syg, og længe vil det vare, inden jeg har Dig rask igen, Du min tapre gode Hustru. Jeg ve, hvorfor Du segnede, og nu først ved jeg, hvad Du har lidt. Stille og ofte med et Smil hørte Du på de Domme, som blev læst op i vort Hjem. Du vilde, at jeg skulde tro, at Du ikke led under det altsammen. - Men dit Sind blev tungt og din Stemme bitter. Hvor husker jeg u, hvad Du led, da jeg skulde møde i Lillys Sag, og i de to Sager om de to Børn, hvis stakkels, drikfældige Moder ikke kunne opfylde sine Pligter overfor dem.
Du havde hørt den lille Piges Jammer, hørt hendes fortvivlede Bøn om at blive hos os. Du havde set ind i et Par Barneøjne, som skjalv af Angst og nu skulde Du høre bitre Bebrejdelser.
Der kom jeg med de to frysende, sultne og af Utøj plagede Stakler, og Du tog imod dem, som var det dine egne Børn, og lod dem komme til Ro i vort Hjem, og så blev Du sjoflet og måtte fra Kl. 10 til 4, dels være i Forhør og dels opholde Dig i Rettens Ventesal, medens dit eget Barn var sygt. Husker Du de to små Børn fra Borgergade, som jeg kom hjem med, og som havde Gammelfnat. Aa, Du husker dem vel ikke allesammen, men jeg ved, at Du aldrig sagde til mig: Kom ikke mere med fattige Børn til vort Hjem.
Hvor var Du forpint, da København rettede angreb på Dig, i anledning af den åndssvage 20-aarige Pige, som man havde samlet op på Gaden i København og anbragt hos os. Og da Pastor Laursen i Rigsdagen benyttede dette Angreb til et Overfald på mig - da ved jeg, det var lige ved at briste for Dig.
Her kom nu Tusinder af danske Arbejdere og enkelte andre os til Hjalp, og Du så, at vi ikke stod ene, oh dit lyse gode Smil kom igen. Nye Skuffelser kom dog snart. Folk, som ikke havde fjerneste Adkomst til at vide Besked om Landsindsamlingen, insinuerede i Krogene og det på samme Tid, at Du der stod for Betaling af Bøder, Sagsomkostninger, Erstatninger og Gæld, tvivlede om, at vi nogensinde kom over disse frygtelige Tider.
Du syntes, det var uoverkommeligt, og da den ene Dom afløste den anden, blev Du utryg og syg, men Du skal vide, min kære Hustru, at den Sag, som Du hjalp mig med, alt har knyttet Sejren til sin Fane.
Her har jeg nu som farende Svend rejst fra Sted til Sted i Landet og talt, og overalt ved jeg, at Folk forstår, at uden Dig kunde jeg ikke magte det halve af hvad jeg har fået Lov at udføre. Om Du, den stille, fåmælte Kvinde, viste Dig for Folket, vilde der slå Dig i Møde et Brus af glade, jublende Leve råb. Du har måttet forlade København - Arbejdet blev for stort, men gode Arbejderkvinder har, opflammet ved dit Eksempel, taget dit Arbejde op, og vi går ud i den nye Dag til nye Kampe, til nye Nederlag, men også til nye Sejre.

Nibe i Maj 1913 P. Sabroe.

Artikel i Vinduet, Peter Sabroe Seminariet, 1995 - www.peter sabroe.dk
Som en allersidste afrunding af Peter Sabroe lægger jeg op til debat. Jeg vil gerne høre andres mening om spørgsmålet: Kæmpede han forgæves?

Sabroe begik selvtægt og fjernede børn fra hjemmet, hvis han skønnede, det var bedst, og han kæmpede for de svages rettigheder. Men vi ser den dag i dag vanrøgt af værste skuffe, misbrug af børn - og ingen griber ind. Hvis endelig nogle skulle blande sig, oplever de, at de sociale myndigheder svigter. Kan vi være det bekendt i et såkaldt velfærdssamfund??
Vi ser gamle og syge sejle i deres eget møg, fordi ulykkelige omsorgsmedarbejdere ikke har den fornødne tid ...
Vi oplever sindssyge udsat for overgreb i myndighedernes varetægt ...
Vi behandler fortsat dyr som ting ...
Vi benytter isolationsfængsling over for indsatte, så vi krænker menneskerettighederne ...
Vi ...

Vi burde skamme os!